Klubben blev stiftet i 1908.
En kreds af stereointeresserede medlemmer fra Københavns Fotografiske Amatørklub ønskede at starte en speciel klub
for stereofotografi.
Klubbens hovedaktivitet har altid været billedcirkulationer, hvor medlemmerne har haft mulighed for at diskutere og kommentere hinandens billeder.
I klubbens start afleverede man de tunge, skrøbelige glasplader personligt til hinanden. Senere kunne man sende dias med postvæsnet og Stereoskobklubben blev af samme årsag landsdækkende. I mange år har klubben også deltaget i internationale billedcirkulationer. Klubben er medlem af ISU (International Stereoscopic Union).
Den digitale tidsalder er også nået til stereofotografi og aldrig har det været så nemt og billigt at fotografere stereobilleder, som nu!
Kig dig lidt omkring på vores hjemmeside, se på stereomateriel, se på tredimensionelle billeder - og skulle du så få lyst til selv at begynde, er du meget velkommen i klubben.
De 3 mest anvendte metoder er beskrevet her:
1. Parallel viewing: Dvs. at højre billede er placeret til højre og venstre billede til venstre. Stereobilledet skal derfor betragtes med parallelle øjenakser. Normalt kræver dette en viewer, men med nogen øvelse kan det lade sig gøre at betragte det uden viewer.
Hos www.pokescope.com kan man købe den lille smarte "folde ud viewer" (højre billede). Den koster ca. $40 og er velegnet til alle størrelser stereobilleder. Den er f.eks. også er velegnet til at se stereoskopbilleder på en PC-skærm.
2. Crosseye viewing: Her er byttet om på højre og venstre billede. Du skal derfor betragte stereobilledet med krydsede øjenakser.
Dette er den nemmeste metode, hvis man ikke har en stereoviewer / briller.
Det er let at lære: Betragt stereobilledet på 1 meters afstand. Hold din pegefinger op lige ud for midten tæt på skærmen. Fæstn nu blikket på fingerspidsen mens du bevæger den bort fra skærmen til fingeren er ca 20 - 30 cm. fra dine øjne og du vil se tre billeder på skærmen, hvoraf det miderste er i stereo.
3. Anaglyf: Hvis du har en rød/grøn stereobrille, kan du se stereobilledet i S/H. Anaglyfferne på Stereoskopklubbens website skal ses med rød tv. og grøn th.
