Vi lever, som de fleste af os har erfaret, i en rumlig (tredimensional) verden. Kun hvis vi kan opfatte det rumlige, er vi i stand til at opfatte størrelsesforhold og bedømme afstande.
Holder man en finger lodret i kort afstand fra sit ansigt og skiftevis åbner og lukker hhv. venstre og højre øje vil man se. at fingeren "flytter sig" i forhold til baggrunden.
Årsagen er, at vi, ligesom mange andre levende væsener, har to øjne, som begge ser i samme retning fra deres forskellige positioner. Den lille forskel mellem de to billeder, bliver via nethinden overført til vores hjerne, som herefter transformerer de to synsindtryk til ét rumligt (stereoskopisk) billede.
Vi ser således ikke kun højder og bredder men også dybder (perspektiv). Dette fænomen kaldes stereosyn. Lukker vi det ene øje forsvinder rumligheden og dermed vores evne til at bedømme afstande og gribe ting.
Stereo er græsk og betyder "rumlig" eller "legeme".
Når vi i dag anvender ordet stereo, tænkes først og fremmest på lyd (stereofoni), men oprindelig var ordet synonymt med stereoskopiske billeder i form af enten tegninger eller fotografier.
For at undgå misforståelser bruger vi i dag ofte termen 3D (3D-billeder, 3D film etc.). Stereofotografiet er lige så gammelt som fotografiet og består af et sæt dobbeltbilleder. De to del-billeder er en anelse forskellige, da de gengiver motivet fra 2 forskellige vinkler.
For 100 år siden var alle bekendt med stereoskopbilleder. I 1920 blev der f.eks. solgt lige så mange stereokameraer som almindelige kameraer, men i dag er stereoskopi næsten gået i glemmebogen.


Den engelske fysiker Sir Charles Wheatstone beskrev fænomenet i en afhandling til Royal Society i 1838, og beskrev samtidig sit stereoskop som bestod af to spejle
arrangeret i en ret vinkel i forhold til hinanden. Ved hjælp af dette stereoskop var man i stand til at betragte to stereoskopiske tegninger med henholdsvis venstre
og højre øje. Tegningerne af simple, geometriske former var udført af Wheatstone selv, og den tredimensionelle illusion var perfekt.
Et halvt års tid senere
offentliggjorde Daguerre og Fox Talbot deres eksperimenter med fotografisk teknik, et samarbejde opstod, og steeofotografien var opfundet.
Med udviklingen af fotografien udvikledes bedre betragtere til stereokortene, som bestod af de to billeder, opklæbet ved siden af hinanden, og ligeledes udvikledes stereokameraer til afløsning af to optagelser med ét kamera. I årene før 1900 og langt op i det nye århundrede, var stereokortene i Holmesformatet 9x18 cm særdeles populære, og de gamle kort har stadig stor interesse for samlere.
Fra ca. 1950 blev den mest udbredte teknik stereoslides, som er diapositiver monteret i en ramme af karton eller plastic med dimensionerne 41x101 mm.
Med digitalkameraernes fremkomst er mulighederne for at dyrke stereofotografi blevet revolutioneret. Gratis software til at synkronisere digitalkamera med kan downloades fra nettet. Det er derfor ikke længere nødvendigt at købe dyre specialfremstillede stereokameraer.
Sidste nyt er Fuji´s nye digitale stereokamera, (Fuji FinePix Real 3D W1 digital stereoscopic camera) , hvor man kan se det færdige billede med det samme, uden brug af briller.

Videnskaben har længe gjort brug af stereoskopi. Et af de mere "højtflyvende" projekter er nok Nasa´s marsbil "Rover", der er monteret med flere stereokameraer.
To stereo kameraer monteret under dækket, Ét på forsiden af Rover og et andet på bagsiden til at styre den automatiserede navigation. Endnu et stereokamera er monteret, til at styre hvad Rovers arm gør. To andre panorama-stereokameraer er monteret højt oppe på en mast.
Stereobilleder fra mars kan findes på nettet. Bl.a. http://mars.jpl.nasa.gov